Når et barn dør

Det er nok den sværeste afsked af alle: At skulle sige farvel til et barn, som kun nåede at sætte spor i sine forældres hjerter eller som kun fik få år at leve i.

Et barns død er det mest uventede dødsfald eller det mest uacceptable. Uanset hvilken årsag, der har været til dødsfaldet, så er det en chokerende og ubarmhjertig sorg for både mor, far og familien omkring jer.

Vi står til rådighed for jer hele vejen igennem den første tid og vi tager os af både praktiske opgaver og personlige ønsker.

Vi kan sætte os sammen og tale om de muligheder og ønsker, som I har i forbindelse med jeres barns dødsfald. Ud fra jeres ønsker og de oplysninger, som vi kan give jer, kan I vælge den form for afsked, som passer bedst til jer som familie og jer som forældre.

 

Er du barn eller ung, som har mistet?

Vi har lavet denne side til dig, som har mistet din mor eller far og som ikke aner, hvor du skal henvende dig for at få hjælp til at komme videre.

Det kan være svært at tale med den af dine forældre, som er tilbage. Det kan føles alt for hårdt at tale om sin sorg, når den, man taler med, er lige så ked af det.

Det kan også være svært at tale med dine venner om, hvordan du har det, når de ikke har prøvet det samme og måske ikke rigtig kan forstå, hvorfor du reagerer, som du gør.

Du skal ikke gå alene med din sorg. Du skal kontakte nogen, som du har tillid til og bede om hjælp. Hvis du ikke kender nogen omkring dig, som kan hjælpe, kan du måske prøve de muligheder, som vi foreslår herunder:

Børn og unge i sorg

Kræftens Bekæmpelse

Børn, som har mistet

Du kan døgnet rundt henvende dig til Døgnkontakten i København på telefon 35 37 36 23. Hvis du har lyst, så må du også gerne ringe til os. Så vil vi hjælpe dig videre.

 


Søhøjlandets Begravelser & Blomstergalleri